OPSTILLEDE KANDIDATER
Til bestyrelse samt to suppleanter ved den ekstraordinære generalforsamling den 29. juni 2022 kl. 18.00 på Nyborg Strand.



PER SLENTE VIVE
Jeg opstiller til valget for bestyrelsen for Dansk Retriever Klub ved valget den 29. juni 2022.

Min motivation: klubfællesskabet
Jeg ønsker at gøre mit til, at vi fortsat er en god og velfungerende klub, som kan blive endnu bedre. Det kunne være med hensyn til SoMe og kommunikation og driften i det hele taget.
Vi skal arbejde sammen for vores hundes bedste med de forskellige interesser, vi har: spor, udstilling og jagt. Samhørigheden på tværs af racer, regioner og hovedklubben er også vigtig.
Jeg sidder i dag som formand for RKU, og jeg mener, at DRK og regioner kan arbejde sammen og udnytte hinandens kompetencer bedre. Vi bør også se til, at racer får en plads i RKU. Mit særlige fokus: effektivisering

Jeg arbejder som forretningskonsulent og leder i en konsulentvirksomhed, hvor jeg blandt andet hjælper større danske virksomheder med organisatoriske og forretningsmæssige tilpasninger ved implementering af ERP-systemer.

DRK er i dag en forening på +5000 medlemmer og en omsætning på +4 millioner kroner. Vi bør se på vores forretningsgange og mulighederne for effektivisering og digitalisering på alle områder. I kraft af mit arbejde vil jeg kunne bidrage med at få DRK-forretningsgange analyseret og effektiviseret.

Aktuelle sager – min mening
Bliver jeg valgt til bestyrelsen, vil jeg arbejde for, at evalueringerne af det ”nye markprøvesystem” bliver behandlet og vurderet i forhold til, om der er behov for tilretninger, og at systemet efter denne kvalificering implementeres.

Jeg mener, at de varslede prisstigninger må tilbagekaldes. Skal DRK-priserne justeres, skal det ske i forbindelse med præsentation af budget og med tilhørende forklaring af, hvad evt. prisstigningerne skal finansiere og hvilken værdi det giver for medlemmerne.
Et par ord om mig

Jeg er vokset op med opdræt af retrievers og dyrkede allerede i ungdommen min interesse for DRK-området med min labrador Karla. Så det var ikke nyt for mig, da jeg for 4 år siden fik retriever igen. Jeg har i dag 2 labradorer, som bor med mig og min hustru på Fyn. Ungerne er fløjet fra reden, så vi har plads til også at huse en ukrainsk flygtningefamilie.

Jeg engagerer mig tit i organisatorisk arbejde og har derfor en del erfaring at trække på fra andre råd og bestyrelser. Det er ikke altid en ”walk in the park”, men den slags frivilligt arbejde giver mening for mig, når jeg – som her – mener, jeg kan gøre en forskel.

Med venlig hilsen
Per Slente Vive